Begravelsen...

I dagene efter fødslen skulle begravelsen arrangeres, vi var i chok og vidste ikke hvordan vi skulle gribe det an.

En sygeplejeske fortalte os om hvem vi skulle kontakte. Hun sørgede for at bedemanden kom, han var en ualmindelig rar person, som sørgede for på en god måde at orientere os om den forestående højtidelighed. Jeg er i dag glad for at han tog os alvorligt og forstod os. Jeg må indrømme at jeg ikke deltog ret meget i samtalen, jeg havde lukket af.

Min mand skulle tage kontakt til vores præst med fødsels- og dødsanmeldelse, det skal ske som ved en normal fødsel inden for et vist antal dage.

Begravelse skulle foregå den 27.12.89, en onsdag. Den var blevet udskudt fordi jeg lå på intensiv længere end beregnet. Vi havde besluttet at det kun lige var de aller, aller nærmeste som skulle med. 

Min mand havde sørget for at vi havde en langstilket rose med, da vi gik ind i kapellet. Der stod den lille hvide kiste pyntet med de yndigste små rose, sarte og fine som Lisa havde været. Der mærkede jeg smerten, gennemborende og skarp. Der græd jeg. 

Af resten af højtidelighed kan jeg kun huske at præsten, sagde "Helles lille dreng" sig mig, havde han overhovedet ikke læst i sine papirer. Der var nok ikke andre end mig der hørte det, men det står mejslet ind i hovedet på mig.

Vi så ikke du tog afsted, vi kunne nu bare vente på din urne kom hjem. Du skulle ned og stå i familiens mausoleum. Jeg synes det trøster lidt, at du ikke kom til at være alene. Din oldefar og dine tipoldeforældre stod der også. Mon ikke de har taget godt i mod dig.

Bagefter tog familien hjem og vi tog tilbage til min stue på barselsgangen. Det var hårdt at høre alle de små nye babyer. Vi lagde os på sengen og holdt om hinanden. Trøstede hinanden.