Chokket....

Far venter og venter på gangen uden for fødestuen. Han ved jo fra Axel's fødsel, der jo også var ved kejsersnit, at der ikke går lang tid før end han vil få besked. Bliver næsten klar over, at der et eller andet galt. Farmor er heldigvis kommet over til ham, da han spørger en sygeplejeske om hun vil undersøge, hvor langt de er kommet. Hun kommer tilbage med den sørgelige besked, at du desværre ikke overlevede. Far spørger, hvordan det går med mig og farmor græder. 

Sygeplejersken spørger, om de ikke vil ind på en stue, for komme sig lidt i fred. De bliver vist ind på en stue. Den stue, hvor jeg skal være efter operationen. Der står en lille vugge og venter på den glade begivenhed. I mellemtiden havde jordemoderen klædt dig på, og uden sygeplejersken vidste besked herom, lagt dig i vuggen på stuen. Efter en tid bliver de opmærksom på vuggen, og farmor kigger tilfældigvis i den - og der ligger du. Farmor siger, at du alligevel er dejlig. Far vil ikke se dig med det samme, men  vil vente og dele sorgen med mig.

Jeg vågner af narkosen og ser to stenansigter. Fars og jordemoderens. Min hjerne ved godt, at det er gået galt, da de siger at du er død, men min hjerte vil ikke acceptere det. 

Du vil altid være en del af mig, ALTID