Erkendelsen...

Det tager tid at erkende, at man har mistet et barn. Min hjerne har erkendt det, men mit hjerte har stadig efter næsten 12 år,  ikke erkendt det. Min svigermor, som betyder meget for mig, har hjulpet mig mange gange når sjælen gnavede. Hun har holdt om mig og trøstet mig, og har lagt øre til utallige gange. Hun er utrolig god til at lytte og komme med de rigtige bemærkninger, synes jeg.
 Hendes yngste datter er lige sådan. Min svigerinde er ikke bange for at nævne Lisa. Hun giver mig også et knus på Lisa´s fødselsdag. 

Der er ikke andre der nævner det med et ord.