Sorgen...
|
Sorgen over at miste et barn er stor.
Folk siger det ikke er så slemt, når vi ikke kendte hende... Jeg kendte hende, har snakket med hende næsten lige fra vi så prøven var positiv. Jeg kendte hendes små spark, min mand har kælet for hende og hørt mig snakke om hende hver eneste dag. Så at sige vi ikke kendte hende er uvidenhed. Vi viste ikke hvordan hun så ud og vi viste jo sådan set heller ikke at det blev en pige, men vi kendte hende. |
Jeg tror desværre, at når man mister et barn, som ikke har levet, er omgivelserne tilbøjelige til at trøste moderen, man glemmer lidt faderen. Han har jo ikke kendt barnet overhovedet. Alligevel ved jeg, at i hvert fald min mand har glædet sig meget til vi skulle have Lisa. Den omsorg han viste os under graviditeten betød meget, jeg følte, ligesom med de andre, at vi var sammen om det her. Alligevel var det ham som stod næsten alene den 21.12.89 da han fik beskeden. Det var ham, der måtte gå den tunge gang, og ikke alene at skulle fortælle mig det, men også vores drenge, at de alligevel ikke fik en lillesøster. Oven i bekymringen for mig, skulle han tage kontakt til præst, snakke med bedemand og trøste drengene. Alt imens spurgte familie og venner "hvordan går det med Helle". Der var en anden søster som spurgte hvordan HAN havde det og jeg tror og håber, de fik sig en god snak. Min mand er stærk, han er ikke bange for, de dage hvor jeg er helt nede i kulkælderen, at samle mig op og give mig et knus. Han kigger på mig med sine dejlige øjne og siger det nok skal gå. I årene der er gået, er vi kommet tættere på hinanden og uden ham var det aldrig gået.
Det er drømmen der brister, når det sker. Man har gået i mange måneder og gjort klar til det her nye barn og glædet sig. Fortalt vidt og bredt om sine planer. Talt med de store børn om deres nye lillesøster. Fortalt at nu er de så store, at de kan hjælpe til med at passe den ny. De glæder sig også, den store dreng var lige begyndt i skole. Og han havde fortalt det til de andre børn og de fulgte med i mavens voksen.
Det var en meget sød klasselærerinde, der skrev et brev fyldt med varme efter fødslen. Hun skrev, at hun ville sørge for, at de andre børn fik besked og at de skulle tage hensyn til vores dreng.
Drengene, de store, som nåede at glæde sig til hende, taler om hende endnu. Især den
store er den, der har sørget for at de små har hørt om Lisa. Den lille på 4 er godt klar
over, at han har en storesøster, selv om han aldrig kommer til at se hende. De har fulgt med i tilblivelsen af denne side om Lisa, og især Mads har fulgt det med interesse.
Min egen sorg rækker dybt. Jeg har altid drømt om at blive mor til en lille pige. En pige som jeg kunne købe små yndige kjoler til og sætte hår
på. Købe Barbiedukker til og som elskede lyserødt. En pige som når hun blev ældre
kunne have fortrolige samtaler med. En pige som jeg kunne se var fars pige, som kunne sno ham om sin lillefinger. En pige som jeg fuld af
bekymring skulle sende til sin første fest, med formaninger om at være hjemme senest kl. 22. En pige som tog sin første kæreste med hjem, som jeg kærligt kunne
tage imod. En pige som glædestrålende kom hjem og fortalte, at jeg skulle være
mormor. Eller når hun kom og fortalte, at hun skulle giftes med sit hjertes udkårne. Jeg kan næsten se hendes far gå op ad kirkegulvet med hende, stolt.
Alt det og meget mere er jeg gået glip af.
