Tiden efter begravelsen...

Jeg var stadig indlagt i et par dage efter begravelsen. De andre mødre vidste vist godt hvad der var sket. De fleste sagde ikke noget, der var en, som jeg havde gået til yoga med. Hun spurgte hvad jeg havde fået, og da jeg fortalte hende hvad der var sket sagde hun "nå, så kom hen og se min". Så ville jeg hjem, hjem til min mand og mine drenge...

Månederne efter husker jeg så godt som ikke, hvordan folk reagerede overfor mig, aner jeg ikke. Der gik ca. 5 måneder inden jeg langsomt vågnede op. Det skete en forårsdag i maj, min nabo, som var sygeplejeske og havde passet mig på barselsgangen, gik og rev i sin have, da min hjerne pludselig reagerede. Langsomt kom billederne frem i mit hoved, og jeg styrtede ind til min elskede mand, som stod med den lille af vores drenge. Han bekræftede at det var sket og vi tog på kirkegården.

Det er mærkeligt at ens hjerne kan handle sådan for jeg havde jo været med til at stille urnen ned og vi havde da også været på kirkegården nogen gange. Jeg var oven i købet gravid, men intet nåede ind til mig.  - INTET....